Start  |  Priser |  Billeder  |  Kort  | Kontakt os |  Links  |  FAQ

 

Årets kanotur, juli 2008

 

Hvor skal årets kanotur gå hen??

 

Dette klassiske spørgsmål dukker altid op i det tidlige forår mellem de 6 personer, der nu over de sidste 6 år har haft traditionen med at drage ud i naturen på lidt primitiv vis.

Gruppen lægger over 5 dage beslag på 3 kanoer, og drager så på kanotur i det sydlige Sverige.

Vi er alle – for nuværende - i den modne alder fra 50 til 65, og er en skøn blanding af 3 ”københavnere”, 1 sønderjyde, en skåning og en varmlænding, selv om vores nuværende tilholdssted ikke nødvendigvis er identisk med vores oprindelsessted.

Lidt simplere kan det udtrykkes som 4 danskere og 2 svenskere.

 

Vi har grundigt studeret det særdeles glimrende oversigtskort på nettet www.kanotguiden.se og har prøvet de fleste gode åer, der passer til vores behov

  • Hæråen i Småland (2002),
  • Nissan i Småland (2003),
  • Rønne å i Skåne (2004),
  • Emå i Småland (2005),
  • 2006 var atypisk, det år var vi på kanalbådstur i England,
  • Immeln i Skåne-Blekinge (2007)

Du kan læse om disse kanoture her : http://www.williweb.dk/web-sider/7-photos/kanoture/kano.htm

 

 

Vi foretrækker 4-5 aktive dage, med 6-7 timer i kanoen per dag, og helst ikke mere end 20 % sø-sejlads. Derfor er det ikke altid lige let at finde nye udfordringer – uden at skulle køre længere op i Sveriges land.

 

Men hva’ nu, lille du.

Årets valg faldt endnu engang på Hæråen i Småland. Vi var der i august 2002, men dengang var vi kun 4 af de nuværende 6 personer, og for os 4 kunne vi godt tåle en genopfriskning. Med de nostalgiske øjne så var turen i 2002 bare fantastisk – med helt utroligt godt vejr, fantastiske lejrpladser, god blanding af sø og å, så lad os ta’ af sted og indvi de 2 andre i alle lyksalighederne.

 

Som sagt – så gjort.

 

Vi har jo som mange andre grupper fordelt opgaverne mellem os. Yngve – fra Lund - er vores mand til at bestille kanoer. Og det fik han gjort hos Svenarum Kanotuthyrning – og hvilket godt valg.

Selv om vi har fået megen god betjening hos alle de kanoudlejere, som vi har anvendt gennem årene, så var dette dog helt klart toppen af venlig og omsorgsfuld betjening – men det erfarede vi jo først, da vi kom frem til udlejningsstedet. Hvordan Yngve oplevede ”før-servicen” i relation til bestillingen har fortabt sig i erindringen. Men vi havde fået nogle særdeles gode pdf-filer af detailkort over Hæråen, som nogle af os havde studeret grundigt inden afgang for at få nogle rimelige ”dagsmarcher”.

 

Dag 1, lørdag 26. juli, 2008. Afgang og kano til Åkerslætt.

Dagen oprandt, vi skal af sted.

Willi havde sørget for provianten til alle 5 dage, dvs. al kost og ikke mindst al drikkelse. Vi har vores udmålte dagsrationer af øl og vand til dagens anstrengelser, og rigeligt rødvin til aftenens herlige dåse-måltider. Selv om vores overnatning er i små telte, så kan vi godt li’ fællesskabet om måltidet med tilhørende rødvin.

Så der er godt læs på kanoerne de første par dage J

 

Willi lægger bil til på første delstrækning fra København til Malmø, og samler Kaare, Thomas og Peter op på Amager.

Der er læsset til randen med forråd, fælles- og personlig bagage samt 4 voksne – men kl. 9:00 går det mod Malmø.

En time senere mødes vi alle hos Alf, der bor i Arløv i nord for Malmø. Hertil er Yngve kommet fra Lund, og så fordeler vi mandskab og bagage i Yngves og Willis biler.

Kl. 10:15 gik det nordpå mod Vaernamo. En frisk lille tur på 220 KM fra Malmø op ad først E6, siden E4.

 

Vi gjorde et ”pitstop” ved 12:30-tiden i Værnamos udkant, hvor vi fik os en burger på snapp-kost restauranten (Max ??).

Videre fra Værnamo østpå ad landevej 127, og derefter nordvest på ad landevej 30. (Selv om Willis GPS sagde, det var nemmere at køre først nord på E4 til Skillingaryd, og så østpå til Svenarum – men pyt, der er tale om en strækning på ca. 55 KM, om man så bruger 65 KM ad en anden rute overleves nok).

 

Vi er jo 2 biler, der normalt følges pænt ad helt til udlejningsstedet. Men Peter fik overtalt Yngve til at udforske nogle mindre veje lige omkring Svenarum – selv om Willis GPS havde det lige på kornet, hvor vi skulle hen.

I et pragtfuldt solskinsvejr nåede vi kl. 14:00 frem til Svenarum Kanotuthyrning, der ligger meget nemt tilgængeligt lige ved hovedvej 30.

Her blev vi modtaget af Gunilla (Ljungberg), en venlig og elskværdig dame på vores egen alder.

Yngve og Alf udvekslede praktiske ”råd og dåd” med Gunilla, mens vi andre fordelte vores velvoksne bagage – og her oplevede jeg for første gang den udsøgte kundeservice. Gunilla havde sin hemdgård 8 - 9 KM nede ad Hæråen, og hun tilbød at køre vores mange rammer øl ned til vores første overnatningssted, Åkerslætt.

Glimrende, så havde vi det mindre at slæbe på.

 

Bilen godt læsset, København.

Peter

Gunilla, fra Svenarum,

Alf, Yngve

Klar til at få kanoerne i vandet

Yngve, Thomas, Kaare, Peter, Alf

 

Svenarum-pladsen er stor og velplejet, der er nemt at parkere og efterlade bilen.

Kanoerne er velholdte (Linder Inkas aluminium) – og alt fungerer nemt og ligetil (drikkevand, pagajer, svømmeveste, stor svamp som øse). Det var ligeledes dejligt nemt at læsse kanoerne, da der er en fin ”anlæggerbro” ved Hæråens bred.

 

Vi vinkede farvel til Gunilla – og jeg skænkede det lige en venlig tanke, om vi kunne finde frem til vores øl senere på dagen J ved et gensyn længere nede ad åen.

Kl. 14:45 var vi alle i vandet, dvs. i kanoerne og fik efter 10 minutter vores ”velkomst-pils” – i bar overkrop og slippers J

Vi nød gensynet med ”det våde element” og den stille natur (siger de, der kommer fra storbyer som København og Malmø). Selv om det var første år, hvor vi tog af sted i juli måned (vores vane havde været midt/sidst august), så mødte vi ikke andre folk på åen denne første dag.

 

Åen en nem, og med den skønne blanding af åbent landskab, hvor køerne kommer ned for at drikke samt lettere skovbevoksning, der sine steder giver lidt udfordringer med at komme forbi væltede træer, er det en ideel ramme for starten på en kanotur.

Nogle få steder var der lidt lavvandet – men vi er fuldbevandrede i at komme ud af kanoerne og slæbe dem de få meter gennem de steder, hvor vandstanden ikke er for fuldt lastede kanoer (selv om vores rammer øl blev fragtet af Gunilla).

 

Afslapning på Hæråen:

Alf, Kaare, Thomas

Lavvandet

Kaare, Thomas

Tures første løft: Blomfors

Kaare, Alf, Willi, Peter

 

Turens første løft fik vi også glæden af på denne første dag, men det har jo altid sin charme.

Det kom ca. 5,5 KM efter start ved Blomfors, som er et lille vandfald.

Vi har valgt kun at ha’ én kanovogn med, da vores kanoer (med bagage) alligevel skal bruge 3-4 mand til at løfte op, mens én skubber kanovognen på plads under kanoen.

Vi var fremme ved løftet kl. 17. Blomfors-løftet var kort og nemt. Men vores arbejdsfordeling med slæbet af kanoer har nået en vis form for vane-rytme efter vores 6 år:

  • Peter dirigerer verbalt – uden at så mange hører efter, eller han roder rundt med sit snoreværk, der så hænger slapt ned uden den dertil hørende trækkraft,
  • Alf og Thomas lægger flest kræfter i,
  • Yngve har problemer med ryggen, men kan klare kanovognen,
  • Kaare yder et efter evnerne rimeligt bidrag, når han har fået stillet den dåseøl, som han pudsigt nok altid har i hånden, til side,
  • Willi fotograferer det hele.

 

Efter yderligere et par KM på åen og efter samlet 3,5 timers rolig fremdrift kom vi kl. 18:30 til vores første lejrplads, Åkerslaett, ca. 8 KM fra start.

Man skulle lige holde godt øje med åens krumninger, da lejrpladsen ligger ca. 50 m ”til venstre”, hvor åen snor sig ”mod højre”; der hænger dog et lille træskilt med påmalet ”Åkerslaett” – kunne godt være lidt større og med en opfriskning af malingen J

Det skulle vise sig, at her boede Gunilla selv. Fin og stor, velplejet lejrplads med lille bådebro – og vandskyllende toilet – og med en fin lavtstående sol fik vi hevet kanoerne op og gik i gang med de til faget hørende sysler:

  • Rejst telt,
  • Gjort vores kogeblus klar,
  • Fundet køkkengrejet frem,
  • Fik åbnet et par dunke rødvin,
  • Og gik i gang med madlavningen: Thomas’ vidunder af P ast a, kødfars, løg, gulerødder. Den første dag får vi ”frisk mad”, de øvrige dage står den på varieret dåsemad.

 

Imens kom Gunilla og hendes søn Thomas (alder skønnet til 35), samt en anden lokal beboer – og så gik den skønne samtale om livet i Småland, før og nu.

Gunilla’s Thomas var glimrende til dansk, både i ordvalg og sprogtone, men vi 4 danskere har haft fornøjelsen af Alf og Yngve gennem en del år, så vi har ikke det store problem med det svenske sprogleje.

 

Vi nød samværet – og fik os bænket ved bordene.

I løbet af den tidlige aften ankom en kano med den klassiske 3-generations kombination, barnebarn på 7-8 år, farmand og farfar i en passende afstemt alder, - de slog sig ned i den øverste ende af lejrpladsen.

 

Ved 20:30 tiden var maden klar, og med en fin solnedgang, som vi dog ikke kunne se direkte grundet skoven, fik vi os turens første aftenkaffe – og snakken holdt sig til midnat, hvor vi tørnede ind i soveposernes dugfriske varme J

 

Gunilla’s Åkerslætt,

Thomas ved at slå telt op

Gunilla’s Thomas, Alf, Gunilla

Thomas er kok: P ast a i kødsovs. Peter, Thomas, Kaare

 

 

Dag 2, søndag 27. juli, 2008. Fra Åkerslætt til Rolstorpa-sjoen (ca. 8 KM).

Op til endnu en dag med klart solskinsvejr. Der var herligt morgenstille over området. Thomas var som sædvanligt først oppe og gik og puslede med oprydningen fra aftenens udskejelser.

Pragtfuld morgenstund, stille og fuld af nydelse.

På marken ved siden af lejrpladsen var der et par flokke canadiske vildgæs, eller deres fætre/kusiner fra Sverige – men gæs var det, som lystigt græssede af den dugvåde EU-braklagte marks afgrøder.

 

Vi nød alle godt af at ha’ adgang til et helt normalt toilet, med håndvask og alle de bekvemmeligheder, som vi havde regnet med, at vi skulle lægge bag os hele ugen.

Alf havde valgt at sove under sin poncho-shelter – og fik sig en hurtig dukkert i åen – og var så klar til morgenfoder.

I en rolig rytme og besindigt tempo blev der kogt vand til nescafe, tebreve, og morgenfoderet med juice, knækbrød, ost, marmelade, nutella blev fortæret.

 

Kanoturens dagsrytme indfinder sig relativt hurtigt:

  • Vi pakker vores personlige grej med telt, sovepose, tøj,
  • Willi sorterer og pakker alle mad- og drikkevarer,
  • Oprydning og opvask bliver klaret, mest af Thomas og Kaare, men godt assisteret af Yngve,
  • Alf får ryddet op på ”udenoms-områderne”, så vi efterlader det bedre end ved ankomsten,
  • Peter pakker sit eget grej, samler lidt fælles køkkengrej, og spørger ind til, om vi andre har husket at rydde op efter os alle,

 

Kanoerne bliver pakket, denne gang med alle ølrammerne. Al fællesbagage er ligeligt fordelt i vores 3 kanoer, men af en eller anden grund er der altid tomme øldåser, knuste pl ast ickrus, vand, kviste, et par løse sokker i Kaare-Thomas kanoen, mens Alf-Peter kanoen har et overdække, som vinden lystigt kan flytte lidt rundt på, hvad den så gør.

Yngve-Willi kanoen er eksemplarisk pakket med let adgang til kamera, cigaretter, gammel dansk, små krus, kiks, regnjakke, kort, - det funker bare J

 

Efter en sidste kontrolrunde er der afgang kl. 10:45

Vi fik vinket farvel til 3-generations-gruppen, og så var det ud på en let dags oplevelser.

Der var de første 2 timer mest padling i skyggen af træerne, med de sædvanlige forhindringer af træer, kraftige grene, meget små foss-steder, og kun ét løft.

 

Når det er fint solskin, så kommer diverse insekter i form af myg, bremser, og andet stikkende utøj frem, og det giver jo udfordringen mellem at nyde solens stråler på overkroppen og stille ens kød og blod til rådighed for det hungrende insektliv. Vi finder hver især vores balance i denne svære kunst J

 

Gunillas hus i Åkerslætt

Morgenfoder i Åkerslætt

Alf, Peter, Thomas

Klar til afgang:

Peter-Alf, Kaare-Thomas

 

Vi kom lystigt igennem det hele og fik lidt fællespauser, hvor vi bare overlader kanoerne til strømmen, mens vi nyder en ”gammel dansk”, en pils, og Willi får sig en smøg (Han er den eneste ryger i gruppen).

 

Det var jo en kort ”dagsmarch”, så der blev ikke holdt frokostpause.

Rygge og bentøj blev rettet lidt ud ved dagens løft, et mindre løft på 25 m ved Munkabo vandfaldet, som ligger kun ca. 2 KM efter Åkerslaett.

Mens vi andre bakser med at få kanoerne over, har Peter studeret faldet på det nedlagte kraftværk, og mens han lystigt beretter om vandkraftens vidunder, slæber vi andre løs med kanoerne.

Jo, hver opgave har sin rytme J

Men løftet var nemt og uden problemer.

 

Thomas (Gunillas søn) fra Svenarum kanoudlejning havde fortalt os, at han et par uger før havde været igennem strækningen med motorsaven for at fjerne træer og større grene, der forhindrede gennemsejling – men det er jo også deres levevej, så det er jo forståeligt nok, at de vil sikre en rimelig fri vandvej.

Der var lidt lavvandet hist og pist, men ellers var det – for os – relativt nemt at komme frem, sammen med insekterne J

 

Ca. 2,5 KM efter Munkabo-løftet munder Hæråen ud i Hubbestadssøen - der hænger sammen med Rolstorpasøen. Det karakteristiske lille ”landsted Hubbestad”, som er en større hvid lystgård, ligger på venstre hånd (altså på østsiden af søen) 1 KM efter søens start. Søen er jo ikke stor, så det er meget behageligt at padle af sted. Der er ca. 4 KM let sø-padling fra åens udløb til en skøn lejrplads.

 

Peter studerer vandfaldet ved løft Munkabo

Vi andre har slæbt kanoerne over (nemt løft): Thomas, Yngve, Peter

Idyl lige efter efter Munkabo:

Alf-Peter, Kaare-Thomas

 

 

Det var jo søndag – og strålende solskinsvejr, så der var en del weekendgæster ved badeområdet midt på Rolstorpa-søens vestlige bred.

Yngve-Willi ankom – som vanligt - først, næsten en time senere ankom Kaare-Thomas, og yderligere 30 minutter senere Alf-Peter, men de sejler jo også en del sik-sak-sejlads.

 

 

Én kano er altid forrest: Yngve-Willi

Sjove forhindringer for:

Yngve-Willi

Ren idyl: Sandstranden ved Rolstorpa-søen

 

 

 

Willi fik arrangeret frokost, hvorefter der var dømt afslapning i skyggen under fyrretræerne.

Først på aftenen – ved 19-tiden - havde de fleste dags-turister forladt området, og vi kunne slå telt op på det gode flade græsområde – og gå i gang med aftensfoder-forberedelserne.

Willi står for husholdningen – og muntrer sig med at fylde de 2 gryder, der balancerer på de små kogeblus.

 

Der er et fint – dog lidt vakkelvornt – bord-bænk arrangement på pladsen, som vi okkuperede til aftensfoderet, der blev serveret ved 20:30 tiden.

Og mens solen langsomt forsvinder ned over fyrretræerne på den anden side af den nu blikstille sø, så får vi vendt lidt af verdensbegivenhederne imellem os – krydret med først lidt rødvin, dernæst en kop kaffe med en enkelt Jamaica rum. Jo, det primitive lejrliv har sin charme på en sådan solskinsaften, med myg, overfyldt tør-kloset-toilet, og et bord fyldt med efterladenskaber fra aftenens måltid.

Peter fik tændt bål – det er jo hans speciale at hente halve træer og fyre op i naturen, som kun en ægte bybo kan gøre, mens forundringen stiger Yngve og Alf til hovedet J

Men Peter har slået det mentale høreapparat fra, og la’ sig ikke forstyrre af andres meninger om hensyn til og i naturen.

 

Ved 23-tiden var der flot månelys, og nogle af os havde ladet mørket sænke sig over talens evne, så der blev ”tørnet ind” i spredt fægtning.

 

Aftenidyl ved Rolstorpa-søen:

Kaare, Thomas, Alf, Yngve

Dagens varme ret: Kaare, Alf, Yngve, Willi, Thomas

Peter med sit natur-venlige bål

 

 

 

Dag 3, mandag 28. juli, 2008. Fra Rolstorpa-sjoen til Gustavsberg-Hangar (ca. 15 KM).

Endnu engang en strålende sol bød os velkommen; prøv at forestille dig det: At kigge ud af teltet og se en stille sø, med solens stråler ned gennem fyrretræerne – det er en herlig lejrplads.

Der var ingen andre kano-farende i nærheden. 3-generations-kanoen havde været forbi dagen før, men havde tilsyneladende trukket længere sydpå.

Så vi var helt alene .

Morgenstundens rytme:

  • Oprydning fra aftensmåltidet klarede Thomas og Yngve,
  • Morgenfoderet blev gjort klart af Willi,
  • Og efter morgenfoderet var der tid til en morgendukkert for Peter, Alf og Willi.

 

Der er jo et fint tørkloset på området, så der var ikke brug for en ”spadetur”.

Lejren blev pakket sammen og alle mand klar i kanoerne ved 10-tiden – endnu en relativt lille ”dagsmarch” ventede forude; i dag til ”Hangar-området” ved den nedlagte flyveplads ”Hagshults Flygplats” ved Gustavsberg.

 

Alf får et morgenbad – den skønne lejrplads

Kaare-Thomas på vej over den blikstille Rolstorpasø

Alf skal trække Kaare-Thomas fri

 

 

Første delstrækning er lige på tværs af søen – retning stik syd. Det virker jo altid langt at skulle over en sø, da man ikke får fornemmelsen af, at man flytter sig – men som altid: fremad kom vi, i den vante rækkefølge, med Yngve-Willi, Kaare-Thomas, og lidt længere bagude Alf-Peter.

 

Vi skulle lige finde ”hullet” i sivene fra søen ind til næste lille sø-område. Der er et længere stræk på 15-20 minutter med mange siv, som nemt kan formindske h ast igheden, så på ægte indianer-maner snor vi os stille gennem siv-området for så at komme ud i den lille ”Gaerdssø”.

 

Videre ad Hæråen, somme tider lidt bred og oftere mere normalt å-løb – men uden de større udfordringer – og pudsigt nok: i dag også med et fint udvalg af insekter.

 

Vi holder de sædvanlige ”opsamlingspauser”, hvor vi lader os forføre af strømmen, mens vi får os en afstiver og et par kiks – og nyder de mindre udfordringer med at komme forbi væltede træer, sidde lidt f ast på skjulte træstubbe – eller slæbe henover lavvandede sten-områder.

 

Efter i alt ca. 9 KM kommer dagens første løft, ved ”Dammen”. Hertil ankom vi kl. 13:50 – og vi fik os dagens største brusebad: En rigtig sommertorden-skylle åbnede sluserne og i løbet af en 20-25 minutter havde vi fået vand fra oven – i stride strømme. Samtidigt kom vinden, og mens de andre flygtede i læ ved den nedlagte vandmølle, stod jeg under træerne og så, hvorledes den kraftige vind fik væltet et træ bare 5 meter fra mig. Men som det jo er med sommer-torden-skyller: så kom solen igen efter en time.

Der blev arrangeret frokost – mens vi fik varmen igen efter tordenbygen.

Kanoerne blev tømt for regnvand og vi gik i gang med løftet – der var relativt nemt; dog skulle vi lige ha’ fjernet en del af det træ, der var væltet ned over vores sti.

Kl. 15 var vi af sted igen – med letskyet solskinsvejr J

 

5 KM efter ”Dammen” kom dagens andet løft: ”Hemmershult”. Kanoerne skulle ned ad en lidt stejl skrænt – men der var lagt træstammer ud, som vi kunne la’ kanoerne glide ned ad som via en sliske.

Dette løft var lidt længere end ved ”Dammen” - men dog uden problemer og kl. 17:45 gik det mod dagens overnatningssted: Gustavsberg.

 

Løftet ved Dammen,

Peter-Alf er de sidst ankomne.

15 min. efter kom tordenskyllen.

Løftet ved Hemmershult, slisken ned: Kaare, Alf, Peter kigger på. Yngve, Thomas arbejder – og én fotograferer.

De sidste ankommer til Gustavsberg:

Kaare-Thomas, Alf-Peter i vanlig stil.

 

 

Den sidste delstrækning frem til Gustavsberg er meget flot; åen snor sig fint gennem skoven, men træerne overskygger ikke åen, så der er fint udsyn til dagens oplevelser af fugleliv.

 

Vi ankom til Gustavsberg ved 19:00-tiden i den sædvanlige rækkefølge. Yngve-Willi fik lagt til – på højre side lige før det lille vandfald og den fine gangbro, og vi fik delvis tømt kanoen, inden de andre dukkede op.

 

Der er et ”lidt langt” (100 m) løft her, men det venter vi med indtil morgendagen.

Vi tømte kanoerne for at gøre løftet nemmere dagen derpå. Man kan slæbe kanoerne 2 veje, enten blive på højre bred – eller over broen til venstre bred (i sejlretningen forstås!!).

 

Vi slæbte det meste af bagagen op til teltpladsen, som er området foran ”hangarbygningen” – måske mere en lagerhal.

Efter at teltene var blevet rejst, og Peter havde rigget en tørresnor til mellem træerne, serverede kokken dagens glimrende aftensmåltid kl. 20:30

 

Peter fik tændt sit store bål, og lykkeligvis var der ingen træer lige over bålstedet, der sendte flammer op i 1,5 meters højde og gnister yderligere et par meter op. Han lærer det aldrig – eller vil ikke, men han er god til at få blus på med sine medbragte kemikalier.

 

Willi, Kaare slår telt op

Dagens måltid:

Yngve, Alf, Peter, Thomas

Og Peter leger ”storby-bålmester”

 

 

 

Dag 4, tirsdag 29. juli, 2008. Fra Gustavsberg-Hangar til Karlsfors (ca. 11 KM).

Vi dukker op til en letskyet morgen - med en del frisk morgendug på ”græstæppet” – men solen varmede dog helt fint. Vi kom også lidt sent op, først ved 9-tiden.

Morgenfoderet blev overstået, morgentoilettet havde gode forhold på de flade klipper ude i åen, lejren blev pakket ned – og så skulle vi i gang med dagens aktivitet: det første af 2 løft.

 

Med vanlig mangel på gensidig koordination J fik Alf og Willi slæbt bagagen over broen til den fine å-bred på venstre side i sejlretningen, hvor man nemt kan læsse kanoerne.

Imens havde de andre bestemt sig for at slæbe kanoerne lidt gennem skoven ned til den højre å-bred.

Men vi fik det hele koordineret – og kom sent af sted lige før kl. 12 - men i fint vejr.

 

I år 2002 sejlede Willi alle 3 kanoer (tomme) igennem ”den rivende foss” ene mand, men de andre nedlagde forbud i år, selv om vandstanden forekom lavere.

 

 

 

Gangbroen ved Gustavsberg

Løftet ved Gustavsberg:

Alf forrest med Kare-Thomas bagved

Kaare-Thomas – forbi forhindringer

 

 

Der er god variation i å-løbet: mest skov, men også lidt halv-åbent landskab. I skov-området er der en del store grene, væltede træer. Det giver alt sammen en herlig variation i kanolivets rolige rytme.

 

Kl. 14:20 var vi fremme ved dagens andet løft: Fryele Kvarn.

Det er et langt løft, først op ad en kort stejl skrænt, derefter langs med åen 100 m til landevejen, over denne og så 200 m gennem en bumpet sko-sti til ”ilægning”. Men nu har vi jo fået tømt lidt ud i mad- og drikke-bagagen, så vi slæber møjsommeligt en kano af gangen gennem vildnisset.

Vi brugte i ro og mag en time på at få alle 3 kanoer over – og solen sørgede for en god ramme omkring å-løbet – og os J

 

Det blev belønnet med en herlig frokost – i en solvarmet lysning i skoven - inden vi begav os af sted igen.

 

Hæråen slynger sig nu gennem et åbent landskab – hvor selve åen er bred, men med mange græsbevoksede, ”sivmåtte lignende” jordbanker i å-løbet.

Civilisationen trænger sig nu på i form af en motorvej. I 3 døgn har vi været ”næsten” alene, kun ved badestranden havde vi på en søndag delt samværet med andre mennesker – ellers havde vi ikke mødt andre.

 

Motorvej E4 (Helsingborg – Stockholm) lader sin trafik-summen sive os i møde, mens vi sejler gennem den nu brede å.

 

Yngve-Willi på vej mod Fryele Kvarn

Karlsfors – brohus og dæmning

Vores anliggerplads ved Karlsfors - Willi

 

 

Efter E4-broen ender Hæråen sit selvstændige liv og flyder sammen med den større ”Lagan”, som fører os til dagens slutmål: Karlsfors, hvor vi var fremme ca. 18:30.

Her endte vi vores tur i 2002, og vi havde en erindring om den fant ast iske solnedgang over Lagan, der her er bred grundet opstemningen af vandet før Karlsfors dæmningen. Vi havde alle odds med os: Igen i år med et flot vejr; vores udsøgte lejrplads oppe på en lille høj i venstre side – kort før dæmningen - gav os de ideelle betingelser for at opleve det hele én gang til.

 

Alf var ovre på dæmningen, der jo samtidig er landevej fra/til landsbyen Hoerle, for at tale med nogle håndværkere/dykkere, der skulle kontrollere tilstanden af dæmningen.

Et par af os fik en skyller i åen, inden dagens aftensmåltid blev rigget til oppe på højen.

 

Og solnedgangen kom som ventet – der blev ivrigt fotograferet – stemningen blev krydret af rødvin og Jamaica rum – hvad kan en flok halvtossede byboer ønske sig mer’ fra Moders Naturs hånd – eller ånd.

Det skulle da lige være et lidt mindre bål, end det som Peter – endnu engang – diskede op med.

 

Kokken, Willi, på højen ved Karlsfors

Solnedgang over Lagan

Peters sidste bålplads

 

 

 

Dag 5, onsdag 30. juli, 2008. Fra Karlsfors til Værnamo (ca. 14 KM)

Turens sidste aktive dag blev budt velkommen af vores trof ast e sol.

Sidste dag med at pakke en lejrplads sammen, og vi er jo kommet godt ind i denne rytme, så det klares uden problemer.

Ligeledes det traditionelle morgenfoder.

 

Kl. 10:30 startede vi dagsmarchen, som jo startede med et løft rundt om dæmningen.

Løftet var ”ovre på den anden side” af Lagan, og det var nemt at få kanoerne op her, over vejen og ca. 100 m gennem skoven, hvor en stejl sandskrænt førte kanoen ned til dens rette element.

 

Vores lille høj-lejrplads ved Karlsfors

Karlsfors dæmningen

Løftet ved Karlsfors

Thomas, Alf arbejder

 

 

Nu er det af sted på Lagan – og den snor sig meget hele vejen til Vaernamo.

Der er ingen løft på denne dagstur, men til gengæld var der et par mindre udfordringer i form af et par fosser.

Specielt ved nogle større klipper måtte vi ”kæmpe” lidt for at få kanoerne igennem. Det var ca. 35-40 minutter efter start.

Hver kano forsøgte hvert sit gennemløb, og vi kom alle igennem uden uheld, men særligt elegant var det nu ikke. Men solen skinnede J

 

2-3 KM før dagens mål var der også foss. Her var vandstanden lidt lav, men strømmen stærk, og masser af mindre sten - så det gjaldt om at holde lige på, hvor der var mest vand.

Kaare-Thomas sad f ast , og strømmen fik drejet langsiden af kanoen op mod vandstrømmen, så den var ikke lige til at få rettet op –

Det er den klassiske situation : Kanoen sidder f ast på nogle sten, den er for tung til at kunne rokkes fri, der er for dybt til den ene side, til at man har lyst til at stige ud af kanoen, og strømmen er relativ stærk.

Men med vanlig omtanke fra Thomas blev dette også klaret.

 

Klar til afgang efter løftet ved Karlsfors

Klippeformationer midt i åen:

Willi-Yngve kæmper

Og ligeså Kaare-Thomas

 

 

Kl ca. 15 sluttede vi årets tur ved den første campingplads i Vaernamos nordlige udkant (ved Prostsjøn). Her er der en fin lille anlæggerbro.

Fik slæbt kanoer og bagagen op, ryddet op og indtog dagens sene frokost oppe. Her var der drilske bier, der gerne ville udforske vores madvarer.

De sidste dåseøl blev nydt, mens Alf og Yngve fik lejet 2 campinghytter til os.

Nu var det slut med det primitive lejrliv.

Vi fik os et herligt varmt bad, slappede af foran vores hytter, drak de sidste rester af øl og rødvin.

 

Ved 19-tiden gik vi indtil by-centrum, udsøgte os en ”Pub-Restaurant” fik en herlig middag med en fadøl, hvorefter det gik til byens største seværdighed: ”Apla-dalen”, som er et ”Hemdbygsmuseum”.

I denne park er der en berømt statue af et svensk folkeeventyr om 2 unge, der lover hinanden troskab, og de holdt det i 2 x 7 år, inden de kunne tillade at gifte sig.

Deres ventetid skyldes til dels en pengeombytning, som den svenske dronning Ulrica Eleonora (1688-1741) havde foreskrevet.

 

Alf kunne ikke modstå fristelsen, så han skulle op på tribunen og fremføre en lille fortælling om ”sit hjemlands vemodige” oplevelser – eller synge en af Bellmans viser.

 

Ved vejs ende i Vaernamo:

Kaare-Thomas

Vores hytte (vi havde 2) på Campingpladsen.

 

Apladalen, med folkeberetningen om de to unge trolovede

(Peter, Alf, Yngve)

 

En tur på 60 KM på vandet var blevet særdeles fint overstået.

Det var for os en af de kortere ture, men til gengæld passer landskabet, terrænet og naturen os helt fint.

 

 

Dag 6, torsdag 31. juli, 2008. Hjemtransport.

Yngve havde ringet til Gunillas Thomas og aftalt afhentning til sidst på formiddagen.

Thomas dukkede op på campingpladsen til aftalt tid. Yngve og jeg kørte med ham tilbage til udgangspunktet i Svenarum for at hente vores egne biler.

På vejen berettede Yngve om alle vore oplevelser – og hvor heldige vi havde været med vejret.

På vejen skulle vi lige samle 2 danskere op, som ligeledes skulle hente deres biler. Det var en gruppe på 3 kanoer og en kajak, og de havde sluttet deres tur ved Gustavsberg.

Thomas bragte os i fin stil tilbage til vores biler i Svenarum – kanoerne ville han selv afhente senere.

Yngve og jeg sagde ”Tak for turen – gode oplevelser og særdeles fin service” – og kørte tilbage til resten af gruppen.

 

Hæråen er et rigtig fint åløb til en familie-kanotur. Der er gode lejrpladser, en fin blanding af å-padling og sø-padling, glimrende afveksling i natur, og ikke for mange løft.

Og vi havde vejret med os: Sol og meget lidt vind.

 

Sidste morgenfoder uden for vor campinghytte

Bilerne læsset, klar til hjemtransport

 

Vi fik samling på tropperne, læsset vore 2 biler og kørte via Alfs bolig i Arløv/Malmø tilbage til Amager, hvor vi ankom ca. kl. 16.

 

Tak for i år.

 

 

Svenarums kanotuthyrning 560 13 Hok | +46 (0)393-200 58 | +46 (0)70-638 00 58 | info@svenarum.com